Der findes ikke noget quick-fix,
hvis du skal lære selvforsvar
Hvad indebærer det at træne kungfu?
Kampsport, kungfu-basistræning og Qi Gong er helt sikkert noget, der kan mærkes i form af konkrete resultater.
Mange begynder at træne kungfu med blandt andet et ønske om at lære at forsvare sig selv i pressede situationer. Men hvordan er vejen derhen?
Man kan inddele kungfu træning i tre hovedkategorier:
- Basistræning
- Former
- Kamp
Basistræning
Alt det grundlæggende hører til under basistræningen. Det vil sige:
- Styrketræning, udholdenhedstræning, smidighedstræning og hærdelse.
- Krævende ståstillinger (som lidt misvisende ofte kaldes kampstillinger).
- Slagteknikker, sparketeknikker, gribe- og låseteknikker samt afværgeteknikker (parader).
Former
En form er en stærkt koreograferet serie af teknikker, skridt og kampstillinger, der altid skal udføres i samme rækkefølge og med samme timing. Japanerne kalder begrebet kata, der i øvrigt også betyder form på japansk, som vi kender det fra blandt andet karate. Det kinesiske ord for form i denne sammenhæng er TAO LU 套路.
En form er dels en slags katalog over teknikker og dels en slags brugsanvisning til, hvordan man får moment og genererer kraft bag en teknik. Af netop denne grund vil bevægelser og teknikker ofte være overdrevne i forhold til kamp, hvor man bevæger sig mere minimalistisk og fokuserer på praktisk anvendelse. En tredje berettigelse for træning i former er fitness – skønt denne træning teknisk og praktisk set er meget forskellig fra kamp, er det en ideel fitnessmæssig forberedelse til kamp.
Jeg ka’rate, hva’ ka’ du?
Kungfu er stamfaderen til de fleste traditionelle former for østasiatisk kampkunst som f.eks. karate og taekwondo. I 1400-tallet var der en stærk kulturel udveksling mellem Kina og Okinawa, hvorfra karate kom til Japan for godt og vel 100 år siden. Kinesere fra især Fujian-provinsen begyndte for ca. 600 år siden at slå sig ned på Okinawa, hvor kinesisk kampkunst blev etableret under navnet 唐手 Tang hånd (karate) med reference til det kinesiske Tang-dynasty – så i grove træk noget i retning af kinesisk kampkunst. Langt senere ændrede man kampkunstens navn til homonymet 空手,der altså udtales på nøjagtig samme måde men betyder tom hånd. Det vil sige, at karate dybest set er en afart af kungfu men har fulgt sit eget udviklingsmønster på Okinawa siden 1400-tallet og de seneste 100 år i Japan.
Det var lidt om det fælles slægtskab og der er naturligvis også en del ligheder, men hvad er så forskellene? Helt overordnet har kungfu et langt større pensum af teknikker og tager nok længere tid at lære. Bevægelsesmønstret i karate svarer lidt til, at arme og hænder virker lidt som baseball bat eller hammere, hvor man i kungfu bevæger armene mere som en pisk eller en kæde med noget tungt og hårdt ude for enden. Der er andre forskelle end dem nævnt her, hvis du virkelig vil vide mere om kungfu, er du ganske enkelt nødt til at træne det.
Kamp
Det højeste niveau i kungfu kaldes for kalligrafi-niveauet. Når man når dette niveau, vil man udføre teknikker præcist, ubesværet og med den ønskede virkning. Det kræver naturligvis en indsats og tager noget tid at nå dertil.
For at kunne klare sig i kamp- og overfaldssituationer, skal man kunne reagere instinktivt og bevæge sig intuitivt. Det forudsætter, at man både har programmeret reptilhjernen og den muskulære hukommelse samt forberedt kroppen og sindet på presset i kampsituationer gennem mange gentagelser af de samme teknikker, styrketræning, hærdelse og hvad basistræning ellers har at byde på.
Når tiden og udøveren er moden, vil træningen bevæge sig mere og mere i retning af kamp. Man starter i forbindelse med basistræningen med at stå overfor træningspartnere, som man afprøver såvel enkeltteknikker som kombinationer med. På et tidspunkt vil det give mening bevæge sig over i en mere fri træning, der er egentlig sparring.
Kultur
Filosofi
Præstationsevne
Wellness
