Sarah Michaelis, 25 år, trænet siden september 2008.

Kungfu handler om hård træning, men det drejer sig også om smidighed, balance og koncentration. At træningen føles hård gælder også for mændene - man føler derfor, at alle yder deres bedste. Som kvinde på holdet føler man sig ikke udenfor. Det er ikke nogen overraskelse, at mænd udvikler muskler hurtigere end kvinder. Tilgengæld er de fleste kvinder, jeg har set til kungfu, mere smidige i benene end mændene (så kvinderne har ofte en fordel i øvelser med spark). 

Hvis man føler, at træningen er meget hård og ikke kan klare mere, tager man en pause. Der bliver naturligvis opfordret til, at man presser sig selv. Det er derfor én selv, der primært afgør, hvor meget man får ud af træningen. (Man får dog oftest mest ud af al slags træning ved at presse sig selv.) Fordelen ved at presse sig selv til kungfu er, at de øvelser vi laver er varierede, så man godt kan glemme, hvilke muskler der er trætte. Øvelserne bliver gentaget mange gange, hvilket blot tilfører en meditativ rytme.

Jeg har mærket, at de fordele kungfu giver er, at man hurtigt kan mærke en fremgang i både muskler og smidighed. Desuden bliver man trænet i at blive bedre til at fokusere på nu'et samt at holde sindet i ro. Alt dette hjælper én til at blive gladere i hverdagen og blive bedre til at holde fokus på dét, man beskæftiger sig med.

4. januar 2010

Kung Fu