Duer kungfu til kamp?

 

"... Navnligt i tiden umiddelbart efter Lei Leis nederlag i 2017 har mange stillet spørgsmål ved den praktiske anvendelighed af traditionel kinesisk kampkunst på gaden eller i kampstævner mod andre stilarter. Selv er jeg blevet spurgt en del gange af egne elever og bekendte, om kungfu kan bruges i en realistisk kampsituation, hvis man står over for udøvere af MMA, muay thai eller f.eks. brydning ..."

Kan klare kungfu sig i den moderne kampsportsverden?

Siden MMA-kæmperen Xu Xiaodong i foråret 2017 overvandt en taichi træner ved navn Lei Lei i løbet af sekunder og et videoklip af kampen spredte sig viralt på internettet, har traditionel kinesisk kampkunsts ellers udmærkede ry været under pres. Senest blev en anden taichi træner, der hedder Ma Baoguo, nedkæmpet på 10 sekunder af en sanda-træner under en amatørkamp i Shandong i Kina d. 17. maj i år.

Navnligt i tiden umiddelbart efter Lei Leis nederlag i 2017 har mange stillet spørgsmål ved den praktiske anvendelighed af traditionel kinesisk kampkunst på gaden eller i kampstævner mod andre stilarter. Selv er jeg blevet spurgt en del gange af egne elever og bekendte, om kungfu kan bruges i en realistisk kampsituation, hvis man står over for udøvere af MMA, muay thai eller f.eks. brydning. Endvidere er der især folk, der træner taichi eller kungfu, som spørger: ”Hvad er det, der gør, at udøvere af traditionel kinesisk kampkunst klarer sig relativt dårligt i kamp mod andre stilarter?”

Der er ikke noget entydigt svar på de spørgsmål. Man er nødt til at grave lidt ned i, hvad der foregår og er foregået inden for og omkring traditionel kinesisk kampkunst i de senere år. Dernæst må man kigge på, hvem de besejrede trænere er og hvilket niveau deres evner og anseelse er på inden for taichis og kungfus egne universer. Og endeligt må man se på, hvad der gør en stilart kampdygtig.

Siden Xi Jinping blev leder af i Kina i 2013, er kinesisk nationalisme i højere grad blev opmuntret af staten og elementer fra Kinas historiske traditioner bliver inddraget i den strategi. I den forbindelse er traditionel kinesisk kampkunst blevet taget med i kampagnen eller nogle vil måske nærmere sige kapret. Den kinesiske stat er meget bevidst om, at kungfu og taichi er nogle af de ting ved Kina, der interesserer udlændinge meget. Det har blandt andet ført til, at der blevet produceret en del såkaldte dokumentarprogrammer om kungfu og taichi, hvor såkaldte mestre demonstrerer deres kunnen foran kameraerne. Det, som det store flertal af seere dog ikke er klar over, er, at der som regel er tale om selvudnævnte ”mestre”, som ikke er anerkendte i kampkunstverden i Kina eller internationalt. Lei lei var en af disse selvudnævnte mestre.

Det er naturligvis forholdsvis omkostningsfrit at påstå, at de besejrede trænere ikke er rigtige mestre, hvilket kan komme til fremstå som en dårlig undskyldning for skeptiske øjne, der med rette kan tage til genmæle med en påstand om, at det bare er for at dække over, at traditionel kampkunst ikke duer i rigtige kampsituationer. Det er ganske rigtigt, at traditionel kampkunst står med udfordringer i forhold til praktisk anvendelse sammenlignet med nyere systemer, der er mere lige til. Men hvad er det, der gør, at en stilart kan bruges til at klare sig i rigtige kampe, hvor modstanderen vil skade eller besejre en? Det vigtigste er, om der eksisterer praktisk kamptradition inden for stilarten. Altså får udøverne decideret kæmpet regelmæssigt og ikke kun øvet udvalgte teknikker i opstillede scenarier og former? Uden forholdsvis frie kampe kan man ikke håbe på at udvikle evner og færdigheder til kamp. Dette er en af de største udfordringer inden for kungfu og taichi – alt for mange skoler, klubber og trænere har enten ikke nok eller slet ingen fokus på kamperfaring.

Der er mange årsager til, at traditionel kampkunst ofte ikke står stærkt i denne sammenhæng. Skal man sammenligne med traditionelle stilarter fra andre østasiatiske lande som f.eks. karate fra Japan og muay thai fra Thailand, er der nogle ting, der er påfaldende. I kolonitiden lykkedes det såvel Japan som Thailand at holde sig selvstændige og bevare kontinuitet i deres kulturer og stilarter som karate, judo og muay thai er ret populære og udbredte den dag i dag. Omkring 1900 var Kina næsten helt i opløsning og blev først rigtigt selvstændigt, da Folkerepublikken blev udråbt i 1949. Landet var ganske vist selvstændigt men var for de fleste kineseres vedkommende i en  overlevelseskamp, der varede frem til, kulturrevolutionen var slut og Deng Xiaopeng indførte de økonomiske reformer, der muliggjorde det Kina, vi ser i dag. Mange elementer af traditionel kinesisk kultur gik tabt i denne periode og det gælder også for kungfu og taichi. Et af de mest berømte eksempler på det er Shaolin Templet, der var de facto lukket i årene 1928-82. Meget viden og erfaring gik tabt i den periode. Skulle man under ”nedlukningen” finde autentisk kungfu eller taichi, var man som regel nødt til at tage til Hong Kong, Macau eller Taiwan, hvor dele af traditionerne overlevede i kulturelle åndehuller rundt omkring. Det er ikke uden grund, at verdens mest berømte kungfu kæmper (you know who) kommer fra Hong Kong og ikke fra fastlandet. Traditionel kinesisk kampkunst har været tæt på at uddø i Kina og der pågår i disse år en genoplivning af den, men den har ikke helt klaret skærene endnu. Heldigvis lykkedes det mestre som wing chuns Ip Man (Ye Wen), hung gars Lam Saiwing (Lin Shirong) og vores egen shifus shifu, Hua Piezheng, at tage til Hong Kong i tide.

Kung Fu